Vinteren kommer susende

Vinteren kommer susende hen over alle husene... mine nye støvler er glatte, jeg går foroverbøjet og lidt som en and for ikke at falde. Himlen er mørk. Hvor er alle mennesker henne? Vi ser ikke på hinanden på gaden, vi undgår. Pakket ind til næsen. En ung knægt kommer til at skubbe til mig, idet han går forbi, og vender sig halvt om og siger: Undskyld! Jeg næsten nejer og bukker. Ville gerne have smilet måske, og spurgt ham, hvordan han var endt som en, der siger undskyld til folk. Det gør vi ellers ikke, vi undgår, eller maser og skubber. Ikke let at være menneske. Ikke let at komme til at slås lidt med sne, smide hinanden i bunkerne, vaske blød sne i rødkindede ansigter, grine højt, spærre for alle bilerne, hive folk ud af dem og indtage Nørrebrogade. Fjoge og vralte, råbe og se så dumme ud, som vi gør. Glade i låget. Vi ser os i spejlet inden vi går ud, som om det ikke kunne være lige meget, vi ser jo ikke noget. Jeg gør ikke, hvis nogen kender mig og hillser, skal de helt hen og stikke næsen hen i ansigtet på mig, før jeg opdager dem. Men jeg har lige fået mail fra Chile! Der går en gammel ven rundt og har tænkt på at sende en mail til mig. Og jeg vidste ikke engang, at han var der. Vinteren er kommet susende... og vi længes, og forestiller os, at i år bliver foråret mere utroligt og lysende end nogensinde før. Jeg gør.