Dagens nyheder

- Jønke er blevet skudt ned.
- Nå! Hvor?
- Ja, lige her nede i Ægirsgade!
- Nej!
- Jo! Og der er helt mørkt over det hele,
jeg ku næsten ikke finde min bil.
- Mørkt som i en brøndgravers røv. Det er der også tit her. Det er fordi de der demonstranter, eller hvem det nu er, kaster kæder op på ledningerne.
- Mnnn. Og Benazir Bhutto er blevet dræbt
- Nej!
- Jo, jeg så det på tekst-tv,
det var en selvmordsbomber.
- For helvede!
- Og nu siger de, at det bliver koldt!
- Pis osse!
- Nattefrost og dagfrost.
- Og alle mulige slags frost.
- Ja, og jeg har tabt mine vanter,
det er næsten det allerværste.
- Mnn.
- Jo, jeg siger dig… og har du hørt,
at der er sluppet en tiger ud
fra en zoologisk have i San Fransisco?
- Nej!!!!!!!
Jo, den har ædt en mand, og såret to andre.
- Altså! Jeg skal ned efter smøger.
Enten skal jeg holde op med at ryge,
eller også skal jeg ned efter smøger.
- Pas på du ikke bliver skudt!

Elektrisk uro

Det er den 24. september 2007. Vågner op – for sent. Siger ud i luften - det er mandag! Kigger på min mobil og ser, at jeg lige nu skulle være til møde i a-kassen.
Kan ikke finde ting, leder efter papirer. Pip i låget nr. 17, som bassist-Steen kunne finde på at sige på en biltur til et job.
Prøver at finde rundt i tid og sted. Prøver at bekæmpe panik, og måske hidsighed over tings tilstand, eller jeg bruger min hidsighed til at komme ud af starthullerne. Kører på min nye røde cykel ud til Mimersgade. Ud til a-kassen og taler med en sød dame, der ikke bliver sur, men ved, at den slags er noget der bare kan ske, det siger hun til mig.
Solen skinner - septemberblå himmel. Cykler hjem. Bander over trafikmennesker, der ikke bruger blinklys på deres biler, cyklister der ikke giver tegn, mens de kører i deres egen mystiske indre bane, som tilfældigvis krydser min. Kommer hjem, ryster inden i, laver kaffe for at neutralisere et eller andet indre krydsfelt, som vil eksplodere, som vil lave alt om til noget, der er til at forstå og finde ud af. Noget der passer til en septemberblå himmel.
Tænker diffust på noget, der kan rydde op i ting. Går ind på Ikeas hjemmeside, hvor man kan den slags. Finder noget der hedder et indretningsværktøj og forsøger at kreere et skab, der kan rumme alt. Alt i verden. Alt der er mit. Både skidt og kanel. Med skuffer og hylder og skydedøre og en smuk moderne overflade. Til ting, til mit liv. Men værktøjet virker ikke. Alt er symptomatisk.
Drikker kaffe. Møder den anden halvdel af mit band i køkkenet, ser at vi er to mennesker, at hans liv ikke er mit liv, at mit ikke er hans, at vi står over for hinanden og prøver at finde et sprog, der kan kommunikere. Sætter mig foran min bærbare og skriver, skriver mig selv til en slags ro. Noget der kan samle fra oven og ned fra neden og op. Til himlen over træerne. Til mig her i stuen. Til ungerne i gården. Så jeg kan mærke at alt er. Alt findes. Jeg findes. Midt i alt, midt i mit rod, midt i og på vej både tilbage og frem. Elektrisk uro driver mig frem. Håber jeg.

Det lyder fuldstændig som om den solsort synger en linje fra Søren Banjomus - skillemalinkalinkalu.

Hvad ellers kan man sige?

!

Lokal-tv

Her har vi Morten, han er min ven. Han sidder og kigger på sin storetånegl. Lad os snakke lidt om, hvad han finder under den ...

Ungeren

Lyder som om der kommer balkanmusik fra Folkets Park. Har lige været dernede. På vej hjem fra Runddelen, hvor jeg – fandt jeg ud af - sammen med resten af Nørrebros befolkning var nede for at kigge. To og to, tre og tre på søndagsudflugt, mens politifolkene stod i deres evige kæde og spærrede Jagtvejen hen mod Ungdomshuset.

En lille flok unge sad på fortovet, holdt sit-down med tæpper og termokander.

Mine søde venner blev arresteret i går morges og tilbragte natten i spjældet. Det gjorde de, fordi de tilfældigvis sov i øvelokalet den nat. Lokalet ligger i et hus, der ligesom så mange huse i København er åbne for frie sjæle - frie kunstnere.
De vågnede ved at døren blev sparket ind, og stirrede et øjeblik efter op på en mindre hær af kampklædte betjente, der fortalte dem, at nu var de anholdt.

Kunne ikke sove i nat. Den mærkelige stilhed og mørket klæbede sært og uheldsvangert til husene og sneg sig ind ad mit vindue. Som om jeg ikke kunne komme i kontakt med nogen. Ikke fordi jeg forsøgte, det var jo midt om natten. Men telepatien var i uorden, kun halve, ufortalte, dirrende små beskeder nåede frem gennem stilheden.

Svært virkelig at tro på, at politiet virkelig er til for at beskytte en religiøs sekt, der ikke vil noget som helst med det hus, som indtil for få dage siden var Ungeren. Svært at se på billeder af – i denne sammenhæng åbenbart lovligt maskerede - mennesker, der kaster de unges ting ud af vinduerne.

Til hvilken nytte er det? Hvorfor er det så vigtigt?

Og svært at tro på, at det skulle være Ungdomshusets brugere, der satte biler i brand og raserede et skolebibliotek natten mellem fredag og lørdag. Jeg tror ikke på det. Den slags er ikke sket før her. Og hvorfor skulle de?

Der sidder syv små fugle i toppen af træet uden for mit vindue. De kan se langt, tror jeg. Nu kom en bus larmende gennem gaden, og de fløj væk.

krysantemum

stille i nat
som om byen er død
og mørket er døvt og stumt

på tynde usikre ben
alt er lagt i seng
lagt ned
lagt væk

langt væk

kun som om
men det føles
som om

krysantemum

bomber
af stilhed

fri os for Ruth

Fader vor
du som muligvis er i himlen
fri os for Ruth!

set fra vinduet