Den nye trend

Tænker på, at der er rigtig mange (studentikose) folk, der er meget kloge omkring lighedsbegrebet, eller snarere ulighedsbegrebet. Det er meget in-agtigt at forsvare en passende portion ulighed. I aften var der en, der mente, at det var værd at overveje, at i USA går man gerne med aviser, når man (som hun, går jeg ud fra) har en universitær uddannelse. Nu er hun selvfølgelig selv ansat på Weekend-avisen, og behøver derfor ikke også selv at bringe den ud.
Men det kunne jeg selvfølgelig gøre ... Jeg har jo endnu ikke et job, der er i overensstemmelse med min (nylig) vældig universitære baggrund. Om ikke andet kunne jeg gå ud med den der Weekend-avis for at bevise et eller andet. Fx at det er rigtig godt at begynde helt fra bunden. Det kunne jeg på den anden side have gjort helt uden at gå på uni ... tænk hvor har jeg spildt min tid, og ikke mindst samfundets penge. For når det kommer til stykket, er det nok ikke alle der fortjener at få en uddannelse, eller hvad? Alt det ligemageri hører ingen steder hjemme.
Underligt, hvor stramtandet man kan være og dog så fuldstændig tidssvarende. De der dame-og-herre-jakkesæt sidder rigtig godt omkring lidt efterlønsafskaffelser, almindelig snusfornuftig ulighed og uanede mængder af selvbevidsthed omkring eget værd. Det er jo ikke nødvendigvis en selv, der skal være ulige, bare nogen, nogle andre ...
Så en afgangsfilm forleden, i aftes, eller i forgårs aftes. Om en ung muslimsk pige, der sad med korslagte ben på sin seng og gennemgik alle de jobansøgninger hun havde sendt med tilhørende afslag. Så ung, og allerede rigtig godt sur på det her samfund, der ikke fatter, at hun bare gerne vil ha et arbejde, tjene sine egne penge, gå ud og købe smart tøj som alle andre unge. Men hun er vel en af dem, der ikke nødvendigvis skal være lige ... ifølge den nye trend.