Gule blade lyser på Blågårds Plads, og på muren over indgangen fra Korsgade kravler arkitektens trøst i rødt efterårs-outfit. Lyset er utroligt sidst på dagen, faldt i staver for enden af Peblingesøen. Ænderne bor der, vi andre har lov at kigge på. De bor der på en mere jordnær, eller vandnær måde, ikke så overjordisk som svanerne, lettere at identificere sig, mens man lige dasker forbi og overværer deres snadrende dagligdags-sysler. Vandstanden er faldet i Peblingsøen, hvorfor mon det? I St.Jørgens er der masser af vand. Fire gutter spadserede med bredbenet gangart og meget cool skulderholdning over Korsgade, langsomt, virkelig langsomt, rød hættetrøje, omvendt kasket, sytten år og lige begyndt ...
Der har været gang i kastaniejagten i år, en ny kastaniegeneration har set dagens lys. I flere år har jeg ellers undret mig over, at ungerne ikke gad samle dem. Men måske har jeg bare ikke set det. I år har de været der, balancerende på de små hegn langt under træerne, hængende i en gren i den ene arm med heppende supportere nede på stien. Man samler jo ikke kastanier fordi man skal bruge dem til noget, kun fordi man ikke kan lade være. Man gør det fordi man må røre ved dem, have dem i lommen, gnide næsen mod dem, mærke deres blanke kølighed, kigge dybt i deres dunkle kastanie-farve-dyb ... og måske putte tænkstikker i dem til ben og hoved og lave underlige dyr.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar