Regn

Regn. Regnen står ned i tynde skrå striber og laver små våde pletter på tremmebordet og mine forladte gummistøvler på altanen, ude i verden. Kan mærke den rå lugt herind uden at åbne altandøren. Træerne, der blir højere for hvert år, og snart dækker hele rækken af huse i Stengade, strækker sig tørstigt efter dråberne. Men regnen blir ikke rigtigt til noget. Det måtte den ellers gerne, er begyndt at få stød, når jeg rører ved ting i min lejlighed. De begynder så småt at sitre af statisk elektricitet.
Lyset er mættet grårosa over Folkets Park, og der blir mørkere, som om himlen er i gang med at tage sig sammen til et ordenligt brag. Fuglene flyver lavt og skriger og laver ballade. Og så er der pludselig helt stille. Og der kom den! Nu siler regnen ned!
Det er lige før det får mig til at glemme skvadderhovedet oven på, der har holdt gang i stereoanlægget med bassen på fuld hammer siden halv fem i morges og har sat min koncentrationsevne på en lang hård prøve. Og mit temperament ikke mindst.
Der er ikke noget hyggeligere, end at sidde inde og kigge på forårsregnvejr. Det minder om tusind årstider og glimt af fortættet barndom. Men nu er lyset allerede tilbage, og jeg kan pludselig igen høre bilerne nede på gaden. Det var kun et øjeblik, måske er hele forestillingen om barndommen øjeblikke, forgreninger af billeder og lugte. En stor sansebunke, der holder sammen på os og fortæller os hvem vi er, eller hvem vi gerne vil være. Foran vores hus voksede to spinkle birketræer, da jeg var lille. Husker fornemmelsen af at stå under dem i regnvejr og kigge ned på bladene på jorden og på snuderne på mine gummistøvler. Og lugten af jord, våd jord.