hvad skal man stille op med alle de urinstinkter

Hvad er det med foråret? Lige siden det kom er mit humør skiftet som skyer på en ellers yndig sommerdag. Og nu er det kommet til grådkvalt midt om eftermiddagen. Jeg tror ikke, jeg er alene om det. Folk får depressioner - om foråret af alle årstider, der hvor man skulle være glad, fordi det hele begynder forfra. Måske er det netop derfor. Man er udaset af vinteren og orker ikke alt det forårspjat.
Men hvis man ikke er jublende over det der forrygende forår, må der være noget galt, ikke med foråret, ikke med de andre, der ser ud til at være sprunget ud sammen med krokusserne, men med en selv. Der er problemet, det er mig der er noget galt med, når jeg ikke engang kan være stabilt lykkelig over al den voksen og sprutten og unger, der går grassat af overophedet energiniveau nede i gården.
Man kan sgu da ikke sidde som man plejer og har gjort hele vinteren og glo på flimmer, man er nødt til at gøre noget! Men hvad fanden skal man gøre? Lejligheden er ikke blevet mere som en græsk fortovscafé bare fordi det er blevet forår. Strikketøj virker tåbeligt, fjernsyn er for plat, man blir ikke inviteret på hotte dates og (det er næsten det værste) ens kæreste står ikke og venter på en nede ved vejen kl. otte, når man er færdig med at skændes med sin lillesøster om opvasken. Det er længe siden! Alt er på en eller anden måde længe siden.
Og det er faktisk for koldt til at sidde længe, ja til ud på aftenen på en smart fortovscafé, og hvad skulle man også der? Hvad skal man stille op med alle de urinstinkter, der fræser rundt i ens forsvarsløse krop? Jeg har sået pelargonier, det er ikke meget, men dog noget, og de er kommet op. De står der og dingler på en lillebitte stilk og guderne må vide, hvordan de skal klare sig. Men det gør de sgu nok. Lissom de skrigende, stilkede unger nede i gården.