Dylan

Vidste godt, at en masse mennesker engang i tresserne ikke kunne lide, at Bob Dylan begyndte at spille "elektrisk". Men ikke at folk var så hysteriske, som om han var deres personlige ejendom, et produkt, de havde købt og betalt. (Har lige set det meste af Scorseses film om Dylan).
Det var selvfølgelig en anden tid, folkemusikken blev betragtet som en del af borgerrettighedsbevægelse, modstand mod krigen i Vietnam osv., som en politisk bevægelse i sig selv. Alligevel virker det utroligt at se. De kaldte ham svindler og hykler, råbte og skældte ud til hans koncerter, fordi han lavede noget nyt. Det måtte han ikke, de havde hånds og halsret over ham. Kvalte ham. Elektricitet var åbenbart apolitisk. Han blev mere og mere træt og til sidst ville han bare hjem.
Ved ikke nok om historien, men som det fremgår bliver han mere sky efter det. Han virkede så lysende, umiddelbar, ude af stand til at udlevere sig selv til de sultne rapportere, som ikke havde noget forhold til hans musik, men kun til det, at han var blevet et ikon. "Tror du selv på det du synger?". "Hvorfor synger du?" Hvor idiotisk. Men hvorfor er stadig journalisters yndlingsspørgsmål.
Desuden ved jeg ikke ..., han synger ikke bare, han messer, taler, - som en af alle de mange, der blev interviewet i filmen, sagde, var han ét med sit åndedræt. Og det viser klippene i filmen netop, han er med publikum, spytter ordene ud med kærlighed. Sådan virker det. Som om han er besat af sproget og lydene, ordenes rytme, billederne han sender ind i hovederne på folk. Det forandredes ikke af at bas og guitar fik strøm på. Men folk blev rasende. Meget mærkeligt.
Nu sidder Mylle og siger, at Dylan "indså, at det elektriske akkompagnement var kommet for at blive". Hvor meget ævl kan man sige på 20 sekunder? Måske havde han bare lyst til det. Måske syntes han det lød fedt.