Blinkende Lygter

Femten dage før min bror døde, sad jeg ved spisebordet nedenunder i hans store køkken. Oven på sad min bror og så Blinkende Lygter på video. Han var tosset med den film, grinede så det buldrede helt ned til mig og min kabale. I aften er den i flimmeren. Jeg har ikke set den før, nåede heller ikke at se starten. Har ikke rigtig lyst til at se den, så jeg sidder og skriver, mens den kører.
Min bror lignede ikke gutterne i filmen, men universet talte til hans humor. Der var sket tossede ting nok i hans liv, til at han vidste noget om vanvittige situationer. Hvordan kan et menneske, der kan grine så højt, dø så kort tid efter? Hvordan kunne min bror dø? Om et par uger er det halvandet år siden. Min bror havde store smukke hænder, brugte størrelse 46 i sko. Hans bukser hang altid som på en hiphopper. Hans store hund hed Agnes. Den aften ville hun ikke komme ind, da han kaldte. Som om hun mærkede, at hans kræfter var ved at ebbe ud. Hun stod lige uden for rækkevidde ude i haven med hængende hoved og ville ikke ind, styrkeprøve. Men Agnes tabte kampen, hun luskede ind, da min bror råbte efter hende ud i mørket. Var som han altid havde været, kunne ikke tage sig af, at han havde tabt sig 20 kg på et par måneder, var dopet af morfin og havde svært ved at gå. Efter filmen bar han kopper og kaffekande ned ad trappen på en bakke. Hans ben var så lange og tynde. Han kom hen og satte sig sammen med mig. Skal vi spille Kasino? Min mor kom ned og ville være med. Vi sad og spillede til langt ud på natten. Han ville ikke i seng.
Tolv dage senere kørte jeg og min bedste ven fra København over til Himmerland for at hente ham. Vi lavede en seng af madrasser og dyner og puder bag i bilen og kørte ham tværs over Danmark. Han lå med albuen i madrassen med hovedet mod hånden og kiggede ud og røg en Cecil. Så at kornet var ved at komme op. Da vi holdt ved en tankstation på Fyn, spurgte han om vi kunne se månen? Vi kørte i rundkreds på tankstationen til han kunne se den. Ved midnatstid var vi på Humlegården. Håbede det kunne nås endnu. Det kunne det ikke. Han døde halvandet døgn senere. Vi nåede at være sammen. Snakkede ikke ret meget. Det eneste han ville, var at jeg skulle ligge ved siden af ham i sengen. Så det gjorde jeg. Han lå med hånden på min mave. Hans hud var gylden og varm. Hans øjne var store, som på et barn.
Vi skændtes hele vores barndom igennem, og fortsatte da vi blev voksne. Da han blev syg holdt vi op. Vores had-kærlighed blev til kun kærlighed. Telepaterer til ham, så alligevel ikke filmen storebror. Ville alligevel hellere høre dig grine af den.