Gå ned og køb den nye cd med Bruce Springsteen! Bare gør det, og du får en smuk højhimlet eftermiddag som nu, fuld af sol og skyer og regn der måske kommer, måske ikke. Den er dejlig.
Hørte ham engang fortælle om barndomsøjeblikke, der pludselig kommer tilbage. Den måde gruset knaser på - en helt bestemt eftermiddag, når man kommer hjem fra skole og går op mod huset. Man standser op og ved noget nyt om sig selv, ikke med ord, men en følelse af at vide hvem man er. Sådan ca sagde han vist. Og jeg blev helt vild med ham alene derfor. Fordi han fortæller.
I dag har min mor fødselsdag oppe i sin himmel. Købte cd'en for at fejre det. Ikke fordi hun vidste hvem han var, men fordi jeg er et produkt af hende og af de støvede sommereftermiddage i 60'erne, hvor tiden stod stille og min mor drak kaffe med nabokonen inde i stuen, mens jeg opbyggede mit helt eget og delvis hemmelige univers i de tilstødende lokale universer. Vi holdt fred og voksede sammen ind i en ny tid, der også gav hende fri. Hendes nederdele blev kortere, hendes naturlige frie sind foldede sig ud, og ind i mellem eksploderede gamle tordenskyer mellem os uanfægtet af hvad som helst.
Hører lige Bruce en gang til...
1 kommentar:
Tak, ja, det tror jeg faktisk jeg vil gøre - altså købe den nye Bruce Springsteen. Dejligt at blive mindet om noget, som man har glemt op til flere gange, og dobbelt dejligt, når det kan give en yderst velkommen anledning til at foretage en overspringshandling.
Send en kommentar