Man skal holde sig i form med det her. Hvis man venter for længe med at skrive, begynder man at tro, at man skal ville noget virkelig interessant for at sætte sig til tasterne. Men det skal man slet ikke, det er ikke pointen. Hvad den egentlig er ved jeg ikke rigtigt. Jeg ved bare, at når jeg går i gang, føles det fuldstændig som om der altid har eksisteret computere og altid har været weblogs, og at der altid og selvfølgelig har været én et eller andet sted, som venter på et nyt genialt indlæg her på min side. Det er da helt naturligt. Eller, nu skal jeg nok ikke komme for godt i gang. Det her er bare peptalk for selvtilliden, opvarmning. Jeg sidder igen og er hypnotiseret af månen. Kørte hjem fra Gurre her for en tre kvarter siden. Den er orange, månen. Gemte sig forsøgsvis bag striber af dybtblå skyer, men jeg så den godt, kæmpestor og majestætisk og helt klar over det. Får ikke meget søvn i nat.
Kæmper min kamp med Helle Thornings Schmidts besynderlige, men effektive retorik. Dvs kæmper med ting og sager fra Aristoteles til pragma-dialektik. Og med Hellepigen som intetanende offer. Det er også okay, det er hun selv ude om. Men i dag har jeg været i skoven. I selskab med to små pragteksemplarer af menneskeracen. Den ene drønede rundt og lavede spørgsmålstegn på stierne med sin nye cykel, og den anden kunne lige nå op og skubbe klapvognen. Vi havde en minirygsæk med. Med bananer og saftevand, som vi delte med en milliard myg nede ved en sø, mens minieksemplaret med jævne mellemrum udstødte høje spytblandede nybegynderstavelser, der betød græsslåmaskine! Drengestemmer er ren poesi i en skov, der kaster lyde tilbage så blødt som mos og bark.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar