Flyvende hundeører over en mark, halsende gennem korn og ind mellem træer, om lidt er vi med. Går ad den sti vi selv har lavet, siden vi kom hertil. Første gang vi bor så fint. Parcelhus og naboer bag raftehegn, har også selv fået et. Vi skal ned i mosen. Går en særlig runde, den samme hver gang, derfor stien. Der er roligt i verden for det meste. Mere end nogen sinde. Derfor sørger jeg nu. Hyler så jeg får næseblod. Min mor siger det er fordi jeg er så hysterisk. Og det er jeg. Er nødt til at være hysterisk, ellers vil noget eksplodere.
Godt at falde i søvn til hikkende efterhulk. Der er meget at hikke over stadigvæk.
Man vokser. Selv om det aldrig kan ses før bagefter.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar