- den film må være drømt og vævet i silke

Good morning mrs. Daloway.
The Hours - den film må være drømt og vævet i silke. Og det er den selvfølgelig ikke, den er hverdag, og så fascinerende at man næsten har lyst til at være digter, der tænker på at begå selvmord... eller nøjes med at være digter og la vær med det der.
Næsten alle slags mennesker er karakteriseret i film, folk man har mødt, eller kunne have mødt, eller andre kunne have mødt dem. Nogle film laver helt nye mennesker. Lissom i The Hours.
Jeg hader det udtryk - at føle sig set, at føle sig genkendt. Sikkert fordi jeg i al almindelighed får spat af selvhøjtidelige pædagogagtige jeg-forstår-alt-muligt-ord. Og så alligevel, da jeg havde set filmen i aften - igen - gik jeg pludselig rundt i min støvede stue og sagde til mig selv - jeg føler mig genkendt! Vor herre bevares, skyndte jeg mig så at tænke og løb ned efter flere smøger.
Man kan ikke tilføje noget til den film, så man kan måske næsten ikke snakke om den? Eller også er man for dum til at forklare hvorfor den er så .... helt vild. Og det er mennesker man kunne have mødt, de er bare så fandens eksklusive, så lad mig da brokke mig over den film, når jeg nu ikke kan finde ud af hvad det er jeg vil sige. Jeg synes faktisk det er en helt fantastisk film. Det var bare det jeg ville sige. Kan bare ikke finde ud af at forklare hvorfor!
Men fx, da jeg løb ned efter de der smøger ... da kunne jeg næsten have været mrs. Daloway bare uden blomster. Og musikken, det der klaver der tonser afsted som bølger, som vand, som løber hen mod noget. Noget der er farligt og som man måske lige undgår fordi digteren beslutter ikke at slå heltinden ihjel alligevel, men en anden. Som kontrast, for at dem der er tilbage skal forstå at værdsætte livet. Og den slags. Who's going to die? The poet, the visionary!
Og jeg har ikke engang læst Virginia Wolf.