Efterhånden bliver man voksen

Kraven på min spejderuniform føles for stram under den lyseblå tørklædeknude. Har aldrig kunnet li at noget sidder for tæt om halsen. Står bagved en lang bordplade, den ligger på træbukke og er dækket med hvid papirsdug. Jeg er spejder, jeg skal sælge pølser, der er motorløb på Ørnedalsbanen. Jorden er tør og knoldet under fødderne, enkelte nedtrådte græstotter. Det er sommer, og jeg er 13 år.
Det er ikke på nogen måde en sport jeg forstår. Men den foregår hvert år med wrumm og øjjjjnnn og dæk der skrider ud og lugt af brændt gummi og mænd og drenge i uens faconer, der læner sig ind over baneafgrænsningen paralyseret følgende de beskidte nummererede biler med øjnene, mens de tygger røde pølser. Det er her jeg kommer ind i billedet.
Sjovt at cykle herhen. Ad stien bagom med træer på begge sider, komme frem til lysningen som til en skjult hellig offerplads, kun for indviede. Og for pølsesælgere. Flyttede hertil da jeg var 11, snart motorløbsveteran. Anne Maries far er ham der sænker bommen ned når toget kommer, det er lige her i nærheden. Jeg kender det hele.
Står lidt og kigger efter drenge. Mit hår krøller og er for stort, har sat det i stramme rottehaler, så kan det vokse og passe sig selv. Drengene kigger efter dem med lyst, glat hængehår. I øvrigt er de splejsede grønharkerspyttende skævben ikke værd at kigge efter. Det irriterende er, at de tror, jeg ville ønske at de kiggede efter mig. Det vil jeg ikke. Men jeg er blevet god til jysk. Og ritualerne her er ikke svære at finde ud af, f.eks. spejderuniform og pølsesælgeri ved Ørnedalsbanen en gang om året.
Cykeldækkene knaser i gruset, der lugter godt mellem træerne sidst på eftermiddagen. Efterhånden bliver man voksen og kan selv bestemme.