Værsgo

Sidder på min seng, der sommeren før har taget en rejse fra Morbærhaven til Kristianssandsvej, sidder med rynkede bryn over en bog. Læser til eksamen. Det er varmt, vinduerne står på vid gab, det gør de også i de andre små etværelsers med køkken og stue i et. Den sommer hører vi alle sammen Værsgo. Jeg gør ikke lige nu, dvs. det gør jeg, Kim kommer ind af vinduerne i flere lag, nedenfor til venstre synger han hun var dejlig ... åh så dejlig ... jah, vel var hun så ... Et andet sted kvæder han guleroden sover sødt ... i sin udtræksseng ... Jeg blir vanvittig, kan de ikke fatte, at jeg skriver opgave om Karl Marx' religionskritik. Åbenbart ikke. Nedenfor sidder folk i klynger på græsset, og lader sommeren 1974 bage over sig.
Et par uger senere tar vi toget til København. Værsgo rejser med, Sylvesters drøm synger i sveller og skinner hele vejen.
Blaffersangen mumler længselsfuldt i krogene i den gamle dames lejlighed, mens jeg vasker hendes gulnede gardiner i køkkenvasken, og hun går omkring og underholder mig med erindringsglimt fra sit liv som femme fatale. Jeg er hjemmehjælper-sommervikar på Frederiksberg den sommer. Jeg ved det ikke endnu, men jeg ved det et par måneder senere, Anne blir et lille kim i min underbevidsthed og i min krops hemmelighedsfulde blodbaner den sommer. Den kommende far arbejder på Amager Forbrænding, mens jeg holder hus for frk. Femme Fatale. På campingpladsen kæmper vi i teltåbningen med et lillebitte gasblus, der hele tiden truer med at vælte. Koger kartofler og steger pølser. Den allerældste kvinde på venus blinker over vores lille blå telt indkøbt i Dalle Valle.
Fremtiden tegner uskarpe billeder på vores nethinder, mens vi sover. Og det blir tider... så blir det tider.