Elektrisk uro

Det er den 24. september 2007. Vågner op – for sent. Siger ud i luften - det er mandag! Kigger på min mobil og ser, at jeg lige nu skulle være til møde i a-kassen.
Kan ikke finde ting, leder efter papirer. Pip i låget nr. 17, som bassist-Steen kunne finde på at sige på en biltur til et job.
Prøver at finde rundt i tid og sted. Prøver at bekæmpe panik, og måske hidsighed over tings tilstand, eller jeg bruger min hidsighed til at komme ud af starthullerne. Kører på min nye røde cykel ud til Mimersgade. Ud til a-kassen og taler med en sød dame, der ikke bliver sur, men ved, at den slags er noget der bare kan ske, det siger hun til mig.
Solen skinner - septemberblå himmel. Cykler hjem. Bander over trafikmennesker, der ikke bruger blinklys på deres biler, cyklister der ikke giver tegn, mens de kører i deres egen mystiske indre bane, som tilfældigvis krydser min. Kommer hjem, ryster inden i, laver kaffe for at neutralisere et eller andet indre krydsfelt, som vil eksplodere, som vil lave alt om til noget, der er til at forstå og finde ud af. Noget der passer til en septemberblå himmel.
Tænker diffust på noget, der kan rydde op i ting. Går ind på Ikeas hjemmeside, hvor man kan den slags. Finder noget der hedder et indretningsværktøj og forsøger at kreere et skab, der kan rumme alt. Alt i verden. Alt der er mit. Både skidt og kanel. Med skuffer og hylder og skydedøre og en smuk moderne overflade. Til ting, til mit liv. Men værktøjet virker ikke. Alt er symptomatisk.
Drikker kaffe. Møder den anden halvdel af mit band i køkkenet, ser at vi er to mennesker, at hans liv ikke er mit liv, at mit ikke er hans, at vi står over for hinanden og prøver at finde et sprog, der kan kommunikere. Sætter mig foran min bærbare og skriver, skriver mig selv til en slags ro. Noget der kan samle fra oven og ned fra neden og op. Til himlen over træerne. Til mig her i stuen. Til ungerne i gården. Så jeg kan mærke at alt er. Alt findes. Jeg findes. Midt i alt, midt i mit rod, midt i og på vej både tilbage og frem. Elektrisk uro driver mig frem. Håber jeg.